fredag den 29. november 2024

'11 %' af Maren Uthaug

Jeg havde lidt svært ved at komme i gang med denne roman. Måske fordi jeg ikke er så vild med alt hvad der handler om slanger, rotter, hekse og hekserier, hvilket fylder en del i bogens start, hvor vi følger den lille heks Medea. Vi befinder os flere hundrede år fremme i tiden, hvor mænd ikke kan gå frit omkring, men holdes indespærret i et avlscenter på Lolland og omtales som hanner. Medea, Stille og Ældste lever i et slags kloster i slummen, og de har en stor hemmelighed. De skjuler nemlig en dreng, som de var med til at bringe til verden for syv år siden.
Medea er kendt for sine evner til at opdrætte slanger, og det er en evne, som præstinden Wicca har brug for til sit arbejde i kirken. Hun er ud af en kendt slægt, men virkelig dårlig til at holde liv i sine slanger. Stille siger ikke et ord, men engang havde hun et navn og boede i udkanten af Århus. Her mødte hun en pige, der kom til at ændre hendes liv.
Jeg har ikke fortrudt, at jeg holdt ud gennem de første 50 sider. Bogen bliver mere og mere spændende undervejs. Hemmeligheder og relationer åbenbares og nye alliancer indgås. Alle har brug for noget fra nogen. Det er selvfølgelig en meget speciel verden der skrives frem; kun bestående af kvinder, runde huse og med naturen som en fremherskende faktor. Jeg kan godt savne lidt mere viden om, hvordan alting egentligt fungerer i den verden, men måske kommer der mere i den næste bog, som jeg nu har skrevet mig op til.

'11%' af Maren Uthaug. Lindhardt og Ringhof 2022, 351 sider. 

Ingen kommentarer: