fredag den 28. juni 2024

'Vinterbaderen' af Emilia Hansen

Romanen handler om Helene, der på flere punkter har nået bunden, - nu kan det kun gå fremad. Hendes teenagedatter Lærke forsvandt sporløst for et års tid siden. Helene gik ned med en depression og blev fyret fra sit karrierejob som advokat, og nu vil manden Karl skilles; han har fundet en anden. Så Helene flytter til Skovshoved, hvor hun kan bo i et lille fiskerhus, som hendes mor overlader til hende. Det eneste Helene har tilbage at leve for er sønnen Oliver, for hans skyld må hun prøve at skabe et liv og være den bedste udgave af sig selv. Og så vil hun finde ud af hvad der skete med Lærke...
Til en start melder hun sig ind i vinterbadeklubben, hvor hun håber at kunne få nyt at vide. En af de ivrige vinterbadere er nemlig Grete, der er farmor til Daniel, som slog alarm, da Lærke forsvandt. Snart får Helene viklet sig ind i en række fortielser og løgne, selv om hun endelig har mødt nye mennesker, der faktisk vil hende det godt. Og måske også en ny mand? Gretes søn Thomas er håndværker og hjælper Helene med istandsættelse af annekset, som hun vil bruge som kontor.
Måske har vi her den nye danske feel-good dronning? Sådan kan man i hvert fald godt læse bogens forside. Alligevel er der lidt mere kant og lidt mere på spil i denne bog end ren underholdning, det kan jeg godt lide.

'Vinterbaderen' af Emilia Hansen. Lindbak + Lindbak 2024, 263 sider.

søndag den 23. juni 2024

'Arbejdets land' af Kaare Dybvad Bek

 Kaare Dybvad Bek har skrevet en interessant bog om sammenhængen mellem vores velfærdssamfund og vores arbejdsindsats. Han beskriver, hvordan indretningen af velfærdssamfundet fra starten forudsatte, at vi leverede en høj grad af arbejdsindsats på arbejdsmarkedet. Det var simpelthen nødvendigt, at flere bidrog til arbejdsmarkedet for at kunne få råd til den velfærdsstat, som man ønskede at indrette i Danmark. Det løstes i første omgang ved at kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet og i anden omgang ved at mindske antallet af arbejdsløse. Hans pointe er, at vi stadig er nødt til at lægge en stor indsats - altså gå på arbejde - for at kunne opretholde vores velfærdsstat. Og her langes ikke kun ud efter dem, der er vokset op i en kultur og i et hjem hvor det ikke er normen at gå på arbejde, - selv om det naturligvis også er et sted vi skal have vores fokus. Nej, forfatteren peger på den trend, der får højtuddannede og vellønnede mennesker til at tjekke ud fra hamsterhjulet, flytte til Ærø eller ud i en skov, minimere deres forbrug og droppe det almindelige arbejde. For de mennesker nyder stadig godt af vores velfærdssystem, - bare uden at bidrage med skattekroner til det. Også det faktum, at man i dag kan tjene flere penge på at investere i fast ejendom eller aktier end man kan på at gå på arbejde, fremhæves som et misforhold, som der bør ses på rent politisk. Unge førstegangskøbere har i dag alt for svært ved at komme ind på boligmarkedet, mens de der havde mulighed for at købe attraktive boliger i Københavnsområdet for måske 15 år siden, nu kan skumme fløden. Også den 51 årige direktør, der beslutter at trække sig tilbage og leve af sine investeringer, får et par borgerlige ord med på vejen.
Som altid i Kaare Dybvad Beks bøger er der noget at forholde sig til og tænke over. Han har et fint blik for både den historiske sammenhæng og den folkelige arbejdsmoral, der må siges at være høj i Danmark. Jeg må se at få læst Ærø-manifestet, men nu er jeg først gået i gang med Emma Holtens 'Underskud'

'Arbejdets land' af Kaare Dybvad Bek. Grønningen 1 2024, 276 sider.

tirsdag den 18. juni 2024

'En dyrebar fangst' af Christoffer Holst

Bogens to hovedpersoner er halvsøstrene Lina og Louise, der som voksne har fundet hinanden i et usædvanligt venskab.
Lina finder ud af at hendes nabo, der var skomager og netop er død, også drev en forretning som privatdetektiv. En pige er forsvundet i Vadstena, og da Lina kontaktes - nærmest ved en fejl - overvejer hun seriøst, om det er tid til et karriereskifte. Hun finder ud af, at hendes mand er utro, og det giver hende det sidste skub.
Louise er ca. 30 år ældre end Lina og er fyldt 70. Hun har levet et liv på solsiden, men det magasin, der var hendes livsværk, har ikke brug for hende mere. Hun føler sig endnu ikke færdig med sit arbejdsliv, så måske er det tid at prøve kræfter med noget nyt? Søstrenes fælles far har et nyt hotelprojekt i Vadstena, som Louise beslutter sig for at se nærmere på. Og så kan hun jo passende bruge sin fritid på at hjælpe Lina med at finde den forsvundne pige, forhåbentligt inden det er for sent..
Bogens fortællevinkel skifter imellem søstrene og den forsvundne pige.
En Collins og Helldén krimi. Umiddelbart en rigtig hyggekrimi, der ikke bliver særlig uhyggelig, og fortæller en historie, der handler om meget mere end krimigåden.

'En dyrebar fangst' af Christoffer Holst. Flamingo/Gyldendal 2024, 357 sider.

søndag den 16. juni 2024

'De små piger' af Monica Isakstuen

En poetisk og eftertænksom roman, der foregår på en enkelt sommerdag i og omkring et sommerhus, der har været i familiens eje i generationer. Der er ikke nogen stor ydre handling eller et spændende plot, men en fin eftertænksomhed. Vi følger en kvinde og hendes tvillingedøtre og hendes mor. De er i sommerhuset sammen, og det der fylder i romanen, er de simple koder, som vel findes i hver eneste familie: Hvilken rækkefølge gør vi tingene i, kan man spise syltetøj før ost; bader man før eller efter morgenmad, hvor må det våde tøj hænge til tørre, hvad taler vi om osv.
Den kvindelige fortæller genkalder sig barndommens små udfordringer, sin egen opmærksomhed på morens humør og overvejer, hvad det er, hun nu udsætter sine egne døtre for. Børn vil altid gerne ses og have opmærksomhed; se mig, se mig, råber de. Og mors opmærksomhed varer aldrig så længe, som man kunne ønske. Hvorfor er det så svært at bevare den opmærksomhed? Hvorfor er vores børn ikke interessante nok i sig selv? Hun tænker tilbage og husker, hvordan det var at være barnet, men har stadig svært ved at ændre mønstret overfor sine egne døtre. Det er nogle meget fine og poetiske beskrivelser, helt nede i tempo - og en opfordring til at se sine børn og prioritere dem.

'De små piger' af Monica Isakstuen. Turbine 2024, 243 sider

lørdag den 15. juni 2024

'Snydt ud af næsen' af Thomas Korsgaard

Novellesamlingen indeholder 16 meget jordnære fortællinger fra samfundets bagside. Alle novellerne foregår i det samme miljø og handler til dels om de samme mennesker. I centrum finder vi Aage Jørgensen, der er det lille samfunds udstødte. Ingen vil fx sælge brænde til ham og alle ser skævt til ham og hans familie. Sønnen Kevin er ikke helt klar over hvorfor det er sådan, men det er noget han må leve med. 
I en af de første noveller - en af de bedste - møder vi en dreng, der er bange for sin klassekammerat Kevin, der har været efter ham. Drengens far insisterer på at de skal køre hjem til Kevin og tale med ham og hans far. Men det kommer der ikke noget godt ud af, - de to mænd kommer tydeligvis fra hver sin planet.
I en anden fortælling støder Kevin ind i et ægtepar, der har et udestående med hans far.
Novellerne skildrer et klaustrofobisk miljø, som fastholder alle i deres roller, og gør det meget svært at undslippe den sociale arv.
Umiddelbart synes jeg at denne novellesamling er lidt mere ujævn end "Tyverier". Der er både nogle vældig gode beskrivelser og nogle historier, der ikke er helt så vellykkede. Men måske skyldes det bare, at jeg havde høje forventninger?

'Snydt ud af næsen' af Thomas Korsgaard. Lindhardt og Ringhof 2024, 336 sider

søndag den 9. juni 2024

'Det ustyrlige klima' af Ole Humlum

Vi har haft besøg af Ole Humlum på biblioteket i Nykøbing. Selv om jeg ikke hørte foredraget, så gjorde det mig nysgerrig på ham. En af mine kollegaer gav udtryk for, at han ikke var en person, man burde invitere, og selv om en af foredragets arrangører straks forsvarede valget af Ole Humlum, så provokerede det mig og gjorde mig nysgerrig.
I denne - lidt ældre udgivelse - stiller Ole Humlum kritiske spørgsmål til klimaforskningen, som han argumenterer for har bevæget sig i en uvidenskabelig og ensidig retning. Fx diskuteres sammenhængen mellem CO2 indholdet i atmosfæren og temperaturstigningerne på kloden, ligesom der gives et historisk perspektiv på klodens klimaforandringer. Interessant og spændende læsning, men det undrer og irriterer mig lidt at der ikke er en litteraturliste eller et noteapparat, når nu forfatteren lægger så stor vægt på at være kildekritisk og videnskabelig.
Ole Humlum er professor i fysisk geografi på Oslos Universitet.

'Det ustyrlige klima: eksperternes vej f4ra forskere itl flagellanter' Af Ole Humlum. Trykkefrihedsselskabets Bibliotek 2010, 181 sider