Elsa ligger i koma efter en ulykke. Thibault kommer på sygehuset sammen med sin mor, der skal besøge hans bror. Thibault selv kan ikke tilgive sin bror, der ved at køre spirituskørsel har dræbt to unge piger, så han vil ikke selv besøge ham. Mens moderen er på sygebesøg leder Thibault efter et rolig sted at være sig selv på sygehuset. Første gang han kommer ind på Elsa stue, sker det ved en fejltagelse, senere vender han bevidst tilbage. Og lidt efter lidt forelsker han sig i den kønne bevidstløse pige. Elsa kan høre alt, hvad der sker omkring hende, men hun kan ikke bevæge sig eller åbne øjnene, eller kommunikere, at hun er derinde et sted. Hun har ligget i koma i 20 uger og lægerne mener ikke, at der er mere at gøre. Hendes forældre får den opgave at træffe det svære valg; - hvornår skal der slukkes for respiratoren? Elsa kæmper fortvivlet mod tiden. Hun vil åbne øjnene og dreje hovedet. - Og kæmpe for sit liv. Bogen giver skiftevis ordet til Thibault og Elsa.
Det er en velskrevet fortælling, der dog indimellem bliver lidt banal og måske lidt usandsynlig. Men hvis man på et tidspunkt har stået i den ulykkelige situation, at skulle træffe en beslutning som den Elsas forældre skal træffe, så er det en bog man bestemt IKKE skal læse.
'Jeg er her stadig' af Clélie Avit. Lindhardt & Ringhof 2015, 263 sider
Ingen kommentarer:
Send en kommentar