I denne roman tager Ishiguro os med tilbage til 500-tallets mytologiske England. En gammel hundrages ånde har lagt en grå tåge hen over menneskenes hukommelse, og romanen rejser det store spørgsmål: Hvad er bedst? At kende den sandhed, der kan føre hævn og had med sig eller at bevare den fred, der bygger på glemsel og fortielse? Og er det muligt at bygge et samfund på selektiv glemsel?
Faktisk kan bogen læses alene for den smukke kærlighedsfortælling om det ældre ægtepar Axl og Beatrice, der på trods af omstændighederne begiver sig ud på en rejse for at søge efter noget vigtigt: en mistet søn, samt deres egne forsvundne minder fra et langt liv sammen. Deres frygt for dødens adskillelse og det rørende ønske om at få lov til at være sammen i den næste verden, hendes "Er du der stadig, Axl? og hans "Er her stadig, prinsesse"
På deres rejse møder de både færgemanden, og en af Kong Arthurs gamle riddere, men også en ung saksisk kriger med en mission. I øjeblikket lever briter og saksere sammen i fred, men hvordan vil det gå, hvis dragen dør og hukommelsen vender tilbage? De bliver stillet overfor et svært valg: Fred eller sandhed og klarsyn?
En bog, der virkelig kan anbefales! Super læseoplevelse!
'Den begravede kæmpe' af Kazuo Ishiguro. Gyldendal 2015, 380 sider.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar