Som lektør har jeg fået hele to romaner af Danielle Steel til anmeldelse i de første måneder af året. Det er længe siden, jeg har læst den slags litteratur. Som bibliotekar er det måske noget, man forventes at gå langt udenom, fordi det ikke er en særlig anerkendt form for litteratur.
Men hvad er det, den kan, som gør, at vi trods alt har så mange lånere til disse bøger på bibliotekerne?
Måske har det noget at gøre med det sort hvide billede, der tegnes af personerne. At de enten er gode eller onde. - Det er så dejligt nemt at forholde sig til. Og hovedpersonen er ung, smuk og rig og lever i en verden, som almindelige mennesker kun kan drømme om - Og så kommer hun ud for problemer og begivenheder, som vi alle kan sætte os ind i, og det hele ender lykkeligt til sidst. Det er lidt som de Harlekinfilm, der vises på TV: Letfordøjelig og hurtigt glemt underholdning, som man ikke behøver forholde sig nærmere til. Og måske er det det, der er kernen? Der er så mange ting i hverdagen, vi skal forholde os til. Så det kan være helt befriende med noget, vi ikke behøver at tage stilling til, have en mening om eller reagere på.
Nå men til selve handlingen i disse to fortællinger: Den første handler om fem børn, der bliver venner i børnehaveklassen. Man følger dem og deres familier op gennem barndom og ungdom, hvor voksenlivets farer truer. De klarer den ikke alle, men vores heltinde kommer igennem og finder lykken til sidst, som vi havde forventet.
Den anden handler om Hugues; en succesfuld hotelejer, der er blevet alene med sin lille datter Heloise, som han forguder. Hun vokser op på hotellet, hvor alle elsker og forkæler hende. Selv om hun under sin far det bedste, kan hun ikke uden videre acceptere at skulle dele ham med en anden, da Hugues forelsker sig i en ny kvinde, og så har vi bogens centrale konfliktpunkt: Vil Hugues blive tvunget til at vælge mellem sin datter og sin nye store kærlighed?
Danielle Steel forstår at skrue en historie sammen, bare ærgerlig at sproget er så opremsende og kedeligt, og at personerne beskrives så stereotypt og endimensionelt.
'Venner for altid' og ' Hotel Vendome' af Danielle Steel. Lindhardt og Ringhof 2012 og 2013
Ingen kommentarer:
Send en kommentar