Dorte har lejet et hus overfor stationen i Glumsø. Hun skal forestille at læse på universitetet, men hun kan ikke rigtig tage sig sammen. Sjovt nok gør hun sig ikke de store tanker om det. Dagene går bare. Hun tager til København, går lidt rundt, handler lidt, tager hjem igen. Hun tænker tilbage på forskellige forhold til forskellige fyre. Går nærmest lidt fra den ene til den anden, lader sig rive med, uden egen fri vilje (fristes man til at gætte på). Man kan godt blive lidt irriteret på Dorte. Det er ellers den første roman jeg nogensinde har læst hvor hovedpersonen hedder Dorte; endda Dorte Hansen ;-)
Som en af mine kollegaer sagde, så afhænger ens holdning meget af, hvad man forventer af en god bog. Vil man underholdes? Vil man flyttes et andet sted hen? Væk fra den grå hverdag? - I givet fald er det nok ikke lige den her roman, man skal have fat i. Men hvis man selv var ung i 80'erne og kan spejle sig i Dortes rodløse driven omkring, så kan man ikke komme uden om, at Helle Helle tegner nogle meget præcise billeder, der kan genkendes. Og hvis man i øvrigt kan lide hverdagshistorier, skrevet i et enkelt præcist sprog og er klar til at læse mellem linierne, ja så kan romanen helt klart anbefales.
'Dette burde skrives i nutid' af Helle Helle. Samleren/Rosinante 2011, 160 sider.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar