torsdag den 14. maj 2009

'Davy Crockett og Wata' af Tom Hill

Vi er stadig i USA, i starten af 1800-tallet mellem spejdere, nybyggere og indianere. Godt nok lover titlen os lidt mere om Davys indianerven Wata end bogen holder. Til gengæld slutter den så spændende, at man er nødt til at læse den næste...

5 kommentarer:

Søren sagde ...

Underligt at man som barn accepterer at læse så mange forældede bøger. Jeg læste masser af Tori Gredsted, Jan- og Flemming-bøgerne og Robert Fisker og Thøger Birkeland og David Crockett da jeg var barn, og selvom de virkede antikverede, havde jeg meget fornøjelse af dem. Hvorfor? Det var de samme bøger min far læste 30 år før. Aner ikke hvorfor, hvis jeg skal være ærlig?

Dorte Tissot Hansen sagde ...

@Søren
Jeg gjorde det samme; læste masser af bøger fra mine bedsteforældres generation. - Men det er vel det der ligger i klassikerbegrebet; at nogle bøger har noget grundlæggende at fortælle, som overlever tiden. Eller er det fascinationen af et helt andet verdensbillede? Når mine drenge, - født og opvokset som en del af computer- og multimediegenerationen kan fanges ind af Davy Crockett, mon det for dem så ikke er lige så anderledes en verden, som Tolkiens er det for os andre?
Min mor læste iøvrigt højt for os af Ingemanns historiske romaner og af Christian Winthers "Hjortens flugt" - gamle sager! -Men alligevel bøger, der har en helt speciel plads hos mig i dag...

Per H sagde ...

En nostalgiker som mig "savler" over sådanne titler. Har lige gemt adskillige bøger på loftet fra min barndom/ungdom. Noget af det arvet fra min far/farfar, fx. Gøngehøvdingen og OTAs samlebøger og de gamle Jan-bøger. Men kunne godt tænke mig nogle af de lidt nyere, bla. Davy Crockett, Robin Hood mfl., som jeg læste i 70'erne. Ved I, hvor man kan købe dem, gerne brugte ? Min datter på 11 har for et års tid siden læst Det lille hus på prærien og De fem bøger. Jeg har igår læst SciFi-bøger af Mark Brandis. Jeg synes stadig, de er suveræne.
Begge mine unger på 9 og 11 ser sammen med deres mor (fruen) stadig gamle danske film, også i sort/hvid.
Jeg har selv lige købt et par brugte Commodore 64, som jeg skal have set på sammen med min søn, når det bliver vinter.......
Havde selv fat i Ringenes Herre som barn/ung, men den kom jeg aldrig igennem. Den startede for kedeligt for mig dengang.

Per H sagde ...

@Dorte
Håber, du tilgiver mig, men jeg så, at du var bibliotekar, og jeg kan forstå, at du har leget (cowboydere og) indianere som barn.

(Har iøvrigt stadig selv mine to dolke med indianermotiver. Den ene har min datter fået til spejderbrug. Den er faktisk ret flot).

Jeg tænkte, om du var stødt på en serie af bøger fra 70'erne om indianere, cowboys mm. Som jeg husker det, så var de illustrerede og i ca. A4-størrelse og vel på ca. 70-100 sider pr. stk. Jeg mener, der var både om Sitting Bull, Buffalo Bill og flere andre. Ved du, hvem der har udgivet dem ?

Dorte Tissot Hansen sagde ...

@Per
Ang. bøgerne om Sitting Bull og Buffalo Bill, så er de udgivet af Forlaget Carlsen i serien if-Klassikere i løbet af 70'erne. Vi har ikke dem alle her hvor jeg arbejder, men mon ikke de generelt kan lånes via bibliotekerne? Det er straks værre med Davy Crockett, - altså hvis man vil købe.. Måske skal man være lidt heldig på kræmmermarkeder eller prøv evt. www.antikvariat.net