mandag den 6. oktober 2008

'Safrankøkkenet' af Yasmin Crowther

Maryam er født og opvokset i Iran. Efter en uoverensstemmelse med sin far kommer hun som ung til England og gifter sig med Edward. Da vi møder hende er hun midaldrende og hendes datter Sara er en voksen kvinde i starten af 30'erne. Maryam er aldrig rigtig faldet til i England og bogen indleder med en voldsom episode, hvor Sara mister sit ufødte barn. Maryam føler sig skyldig og hændelsen sætter gang i en selvransagelse. Hun rejser til Iran, tilbage til sin barndoms landsby for at konfrontere sin fortid. Tilbage i London sidder Sara med sorgen over sit barn og spørger sig selv, om hele hendes barndom bygger på en løgn, imens hendes far Edward er ved at gå helt i opløsning. I tilbageblik får vi hele Maryams historie; en betagende skildring af et kvindeliv.
Det er en stærk og fængslende historie om tilhørsforhold; om det at føle sig hjemme; om at stå rodløs mellem to kulturer.

Ingen kommentarer: