fredag den 26. juli 2024

'Kun til navlen' af Linea Maja Ernst

En fin fortælling om syv venner, der samles i et sommerhus ved en skovsø. De fem af dem (Kvæde, Gry, Karen, Esben og Sylvia) har studeret sammen på universitetet, mens Adam er gift med Gry og Charlie er kæreste med Sylvia. Gry og Adam har deres to børn Vera og Sejr med. Vennerne bekræfter sig selv og hinanden i deres overlegenhed; deres evne til at diskutere abstrakte problemstillinger, mens de samtidig virker ret usikre og i tvivl om deres eget og de andres projekt. Hvordan vil de leve og sammen med hvem? Hvad er det vigtige? Og hvor blev ungdomstiden af? Karen og Esben afslører at de skal giftes om en uge. Sylvias gamle forelskelse i Esben bluser op og det samme gør hendes angst for at miste venskabet, og hendes trang til at være tæt med dem alle. Fortællerstemmen bevæger sig ubesværet fra den ene til den anden og belyser det spil og den dynamik, der kan være i en vennegruppe, der måske langsomt er ved at vokse fra hinanden. Det er virkelig godt skrevet - og samtidig kan jeg ikke lade være med at blive ret irriteret på nogle af personernes selvoptagethed og egoisme. Det er forfatterens debutroman, jeg glæder mig til at læse mere!

'Kun til navlen' af Linea Maja Ernst. Lindhardt og Ringhof 2024, 287 sider.

Ingen kommentarer: