Romanen følger Paula i de år, hvor hun nærmer sig konfirmationsalderen. Tilværelsen bevæger sig fra at være tryg, hyggelig og forudsigelig til at være kedelig og deprimerende. Paula finder ud af, at hendes mor lyver i de breve, hun sender til mormoren, for at fremstille familiens liv mere spændende og succesfuldt end det er. Det får hende til at sætte spørgsmålstegn ved hele tilværelsen og særligt ved familiens berettigelse. Hvorfor lyver moren? Og hvorfor skal der bedes bordbøn, når bedsteforældrene er på besøg men ellers aldrig? Hverdagens små løgne vokser sig store og Paula vil ikke deltage i forstillelsen, men det er svært at undslippe familiens kvælertag. Hvordan kan hun væres sig selv, eller blive sig selv og samtidig få et godt og sandt forhold til sin familie? Hos veninden Karen oplever hun et andet slags barndomshjem, men da Karen flytter til Bergen med sin familie, mister Paula både sin bedste veninde og sit frirum. Konfirmationen nærmer sig, og Paula tror ikke på Gud og vil ikke konfirmeres. Men konfirmationsdagen betyder så meget for hendes forældre, at hun ikke ved, hvad hun skal gøre. Samtalerne med den gamle præst hjælper hende igennem.
Det er en roman med fine person- og naturbeskrivelser. Paulas dilemmaer og overvejelser er genkendelige, selv om de finder sted i en tid, hvor man skrev breve i stedet for sms'er. Af en eller anden grund kom jeg til at tænke på Marianne Larsens "Den forelskede unge"
'Femten år - det revolutionære forår' af Vigdis Hjorth. Turbine 2023, 185 sider.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar