Marianne vokser op i en arbejderfamilie i København i 1930'erne. Allerede som barn er hun dygtig til at tegne og drømmer om at blive kunstner. Da hun er 16 år, dør hendes mormor og efterlader hende en pæn sum penge på bekostning af den øvrige familie. Det bliver Mariannes forældre så rasende over, at de smider hende ud hjemmefra. Med hjælp fra sin mormors advokat og hans familie klarer Marianne sig igennem og kommer ind på kunstakademiet. Vi følger hende gennem hele livet, hvor hun lever og ånder for sin kunst. Hun fravælger mand og børn, - men det føles slet ikke som et valg hun har - hun er nødt til at vælge kunsten. Gennem livet møder hun modgang og modstand - især fra mænd med et ringere talent end hendes eget. Hun oplever kærlighed, tab, sorg og glæde, succes og fiasko.
Det er en fin helstøbt roman om en særlig kvindeskæbne. Romanen er skrevet i du-form som om fortælleren taler direkte til Marianne gennem hele bogen, hvilket giver den et specielt touch. Kan minde lidt om Jens Christian Grøndahls kvindeskildringer.
'En drøm kan være så stærk' af Thorstein Thomsen. Peoples Press 2021, 320 sider.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar