fredag den 22. november 2013

'For meget lykke' af Alice Munro

10 noveller af en rigtig dygtig fortæller. Hun forstår kunsten at skildre et almindeligt liv, hvor der måske ikke sker så meget, for så lige pludselig at lade en bombe falde; i form af en erindring, noget frygteligt, der er sket for længe siden, som hovedpersonen har medvirket i, været tilskuer til eller haft indflydelse på, på den ene eller den anden måde. De fleste af novellerne foregår i udkantsområder i Canada. Der kredses især om erindring og lykke; hvornår man var lykkelig, at miste lykken, at leve videre uden den eller dem man elskede.
Der er nogle voldsomme fortællinger imellem; fx om kvinden hvis mand har myrdet deres tre børn, og om to pigers overfald på en kammerat på sommerlejren. Velskrevne noveller med en samling stærke psykologiske dramaer om menneskelige relationer, der ofte får et twist eller en overraskende drejning.
Munro fik årets Nobelpris i litteratur, endelig en forfatter jeg havde læst noget af!

'For meget lykke: Noveller' af Alice Munro. Gyldendal 2013, 350 sider.

Ingen kommentarer: