torsdag den 11. december 2025

'Jeg bor i en hemmelig drøm' af Inger Christensen

Digte fra perioden 1955-1962, altså før Inger Christensen fik udgivet noget.
Smukke og stemningsfulde fine digte, der både er trykte men også kopierede direkte ind i bogen fra den oprindelige kilde, hvilket giver et fint helheldsindtryk. Digtene er skrevet til en ven og til en veninde. De handler om længsel, vemod, tiden der går, naturen, ensomheden.
Det er ikke så tit, jeg har den følelse, når jeg læser digte; at værket kan være svært at lægge fra sig, men sådan havde jeg det her: Den ene sætning tager den anden og kalder på mere - fordybelse. Det er måske ikke alt man forstår, men jeg føler også at de mere skal sanses end forstås. 

Det er svært at vælge en enkelt strofe ud, men man kan jo fx tage lidt fra titeldigtet:

'Jeg bor i en hemmelig drøm
hos mit hjerte.
Om natten betror vi os
tavse til vinden.'

eller dette lille udsnit:

'Før alt som er
blev til
og var,
stod inderst
en stjerne
rød og klar'

En opfordring til at læse med!

'jeg bor i en hemmelig drøm: tidlige digte' af Inger Christensen. Gyldendal 2023, 175 sider.

Ingen kommentarer: