Ifemelu og Obinze forelsker sig som teenagere i Lagos, men deres veje skilles, da Ifemelu får mulighed for at rejse til USA og studere der. Hendes første tid i USA er hård og præget af økonomisk usikkerhed og hun bryder kontakten til Obinze. For første gang i sit liv konfronteres hun med det faktum at hun er sort, men lidt efter lidt får hun fodfæste i det nye land, hun får kærester og begynder at skrive en succesfuld blog, der sætter forskellige raceproblematikker til debat. Obinze skulle også have været til USA, men efter terrorangrebet d. 11.9.2001 nægtes han indrejse. Han prøver i stedet lykken i London, men han må arbejde illegalt og under kummerlige forhold, mens han planlægger et fupægteskab for at få adgang til Europa. Det lykkes dog ikke for ham. Mange år efter genoptager de to kontakten til hinanden. Obinze er nu velhavende, gift og far til en lille pige, mens Ifemula overvejer at tage tilbage til sit hjemland. Kan de to finde tråden igen?
Ud over at være en smuk og velskrevet kærlighedshistorie sætter romanen også fokus på raceproblematikken i USA. Med et fint selvironisk twist beskrives både immigrantens rodløshed samt den nye nigerianske middel- og overklasses forhold til både USA, de hjemvendte nigerianere og det nigerianske samfund. Kan anbefales!
'Americanah' af Chimamanda Ngozi Adichie. Gyldendal 2014, 513 sider.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar