søndag den 20. juli 2025

'Glædens kejser' af Ocean Vuong

19-årige Hai er i problemer. Da han en regnfuld dag står tøvende på en høj bro og har svært ved at se andre muligheder end at springe, bliver han råbt an af en gammel dame, der bor lige på den anden side af floden. Grazina overtaler ham til at kommer ned og indenfor i hendes hjem og hendes liv. Hai har ikke mange andre muligheder; han bliver hos Grazina, der er enke, oprindelig kommer fra Litauen og er begyndende dement. Hai passer hende, sørger for at hun tager sine piller, spiller med på hendes grusomme minder, når de bliver virkeligere end det nutidige liv, og et unikt venskab opstår.
Selv kæmper Hai med et misbrug og en stor sorg. Og ikke mindst med en løgn, som han ikke kan komme ud af. Hans mor tror, at han er rejst til Boston for at læse til læge, hvilket jo desværre er meget langt fra sandheden. Men gennem fætteren Sony lykkes det for Hai at få arbejde på en lokal fast food restaurant og her møder han en ulige flok mennesker, der måske kan blive hans nye familie.
En velskrevet og rørende roman om et lokalsamfund i forfald og de mennesker, der overladt til sig selv, kæmper for en tålelig hverdag. Ret trist slutning

'Glædens kejser' af Ocean Vuong. Politikens Forlag 2025, 464 sider

lørdag den 19. juli 2025

'Hundrede børn' af Fine Gråbøl

Karl er elleve år og går i sjette klasse på en ambitiøs sangskole i København. Året er 2003, det er en tid, hvor mobiltelefonerne endnu ikke er alle mands eje. For Karl er det relationen med vennerne Theo og Hüseyin, der fylder, mens forældrene befinder sig helt ude i periferien. De tre drenge nærmer sig den alder, hvor deres stemme risikerer at gå i overgang. Når det sker, så forvises man til brummerkoret i kælderen. Karl har ikke lyst til at skilles fra sine venner, men Hüseyin er lidt ældre, og skal måske snart videre. Noget af det nye er også pigerne Anna og Isa, der inviterer drengene til at mødes på toilettet i frikvarteret. Et eller andet er helt skævt i børnenes liv. I hvert fald er skolen begyndt at hælde til den ene side, så man ikke længere kan have et glas stående på sit bord; man fornemmer at et oprør måske er på vej? - Det kommer også frem under en kortur, hvor Karl har en helt speciel oplevelse.
Romanen trækker på noget magisk realisme på den ret fede måde, det var en fin og rørende læseoplevelse, der giver lidt at tænke over i forhold til børn, udvikling, krav og forventninger i tiden lige mellem barndom og ungdom. 
Jeg hørte Fine Gråbøl tale om bogen på Præstø Litteraturfestival i juni, - spændende!

'Hundrede børn' af Fine Gråbøl. Gads Forlag 2024, 160 sider

fredag den 18. juli 2025

'Hey Hafni' af Helle Helle

Hafni er taget til England, hvor hun har lejet et sted i Brighton i 3 måneder. Hendes bror Jack kommer på besøg, og det går hende så meget på nerverne, at hun går hjemmefra. På sin rundtur i det sydlige England, lykkes det hende at miste alt undervejs; taske, penge, telefon, orienteringen, - næsten sig selv. Til gengæld møder hun en masse mennesker, der hjælper hende videre, og måske bliver hun i virkeligheden mere sig selv undervejs? De tilfældige møder og det at lade sig rive med af en stemning uden rigtig at tage stilling til så meget, fylder en del.
De små afsnit, hvor der leges med en sproglig kombination af engelske og danske ord, er meget fine og kan læses igen og igen.
Selv om romanen hylder retten til at gå egne veje, så er der en trist undertone i den rodløse Hafnis flakken omkring, som kommer til at virke meget rørende - og ind imellem lidt irriterende. I hvert fald krøb den mere ind under huden end 'Hafni fortæller'.

'Hey Hafni' af Helle Helle. Gutkind 2025, 190 sider

torsdag den 17. juli 2025

'Himlen over vildmarken' af Kristin Hannah

Romanen starter i 1974, hvor Leni er tretten år. Hendes far får brev om, at en gammel soldaterkammerat har testamenteret ham et stykke jord i Alaska. Siden han kom hjem fra Vietnam-krigen har faren ikke været sig selv, men nu tror familien på forandringer. De tager håbefulde afsted, Leni starter i den lokale skole og bliver venner med den jævnaldrende Matthew. Naboerne er hjælpsomme, men desværre gør den mørke vinter ikke noget godt for farens humør. Vinteren isolerer dem i en vis grad fra omgivelserne og langsomt går det op for Leni og hendes mor, at den største trussel ikke kommer fra de vilde dyr og det barske vejr, men findes i deres eget hjem.
Det er en ret nervepirrende og spændende roman, der langsomt og intenst bygger op til det store drama. Kan anbefales!

'Himlen over vildmarken' af Kristin Hannah. Cicero 2024, 477 sider

lørdag den 12. juli 2025

'Øvre port, nedre port' af Geir Gulliksen

En midaldrende mand Titti er vendt tilbage til hjembyen for at sidde ved sin mors dødsleje. Hans storebror Ivar er den der har ringet efter ham; man forstår at de ikke har haft så meget kontakt med hinanden i de sidste mange år. Modsat Ivar, der blev i byen, forlod vores fortæller stedet, da han endnu var ung. Nu prøver han at kommer overens med især sin mors liv - ved at forestille sig alt set gennem hendes øjne: Ægteskabet med Gunnar, der blev far til hendes børn, hvorfor hun forlod ham og flyttede ind hos en anden, som måske ikke ville det i så høj grad som hende? Tilfældighedernes spil sat sammen med en social opstigen, der også skabte afstand mellem generationerne. Gennem sin mors liv forsøger Titti at sætte sit eget liv i perspektiv, uden at vi egentligt som læsere får meget at vide om dette liv. I fortællingen fylder også den tredje bror - midterbarnet der ikke længere lever.
Det er er lidt krævende bog, men velskrevet.

'Øvre port, nedre port' af Geir Gulliksen. Gutkind 2025, 402 sider

fredag den 11. juli 2025

'Marcus Aurelius' tanker til sig selv' af Marcus Aurelius.

 Mine søstre er en stadig kilde til inspiration. Det, de læser, får jeg ofte lyst til at læse eller sætte mig ind i. Derfor denne udgivelse lige nu. Derfor en skelnen til indisk filosofi lige nu. Jeg må indrømme, at det er nemmere for mig at læse Niels Overgårds bøger om emnet, men grundessensen er den samme. At affinde sig med livet, at finde ro og harmoni og lykke i det nære, i det man har. At stille sig tilfreds. Det virker som om Marcus Aurelius kæmper mere med det, og hans ringeagt for en del af menneskeheden er svær for ham at kommer overens med. Men det jeg grundlæggende får ud af det, er det samme som det gamle ordsprog: At det ikke er så vigtigt, hvordan du har har det, men hvordan du tar' det. Alle vil vi møde modgang, men vi har et valg i forhold til hvordan vi møder den modgang. Vi har kun ansvar for vore egne reaktioner, tanker og handlinger. Ikke for alle de andres.

'Marcus Aurelius' tanker til sig selv'. Oversættelse fra græsk i udvalg med oplysende noter samt en indledning om stoicismen af K.G. Brøndsted. Redigeret af Peter Eliot Juhl. Imprimatur 2021, 144 sider