lørdag den 30. maj 2015

'Og sådan blev det' af Maren Uthaug

Risten bliver født i Nordnorge af en samisk mor og en norsk far. Da hun er 8-9 år tager hendes far hende med til Sønderjylland, hvor han flytter ind hos en dansk kvinde. Risten bliver til Kirsten og må vænne sig til et helt andet miljø og en anden mor. Det tager lang tid, for hendes mormors fortællinger om de underjordiske er stadig i frisk erindring og Kirsten må bestandig beskytte sig selv. Det gøres ifølge mormor bedst med sølv. Den nye mor Grethe har ladet 5 vietnamesiske bådflygtninge flytte ind i kælderen. Blandt dem er en dreng som bliver Kirstens allierede i hendes kamp for at sikre sig selv i den nye hverdag.
Det er en rigtig fin fortælling om svigt og barndomstraumer, men fortalt med humor og ironi. Om hvordan selv en - på overfladen - velvillig voksen kan overtræde et barns grænser og gøre stor fortræd. Om barnets loyalitet og vedholdenhed... Og så rummer fortællingen en del overraskelser undervejs, Kirstens samiske fortid er ikke så enkel, som hun selv tror.
En af Danmark Læser bøgerne, der blev delt ud over hele landet i 20.000 eksemplarer d. 23. april. - Og da det er meningen, at bøgerne skal cirkulere, kan du stadig være heldig, at den lander hos dig. - Jeg har givet mit eksemplar videre.

'Og sådan blev det' af Maren Uthaug. Lindhardt og Ringhof 2013, 205 sider.

torsdag den 28. maj 2015

'Solsorten synger' af Linda Olsson

Tre ensomme mennesker, der bor i den samme opgang et sted i Stockholm, mødes og deres liv ændrer sig. Elisabeth gemmer sig i sin lejlighed og går aldrig ud. Elias er tegneserietegner men har problemer med sit selvværd og med at læse. Otto lever et stille liv i selskab med sine mange bøger og tænker på sin afdøde hustru. Selv om de tre mennesker fysisk bor tæt på hinanden, så lever de i hver sin lille verden. Men en dag bliver Elias overfaldet på gaden og Elisabeth tvinges ud af sin skal, da hun må hjælpe ham. Et spirende venskab opstår mellem de tre ensomme mennesker og deres kærlighed til litteratur og gode fortællinger bliver et omdrejningspunkt for deres venskab og giver dem alle tre nyt mod på livet. En smuk velskrevet fortælling.

'Solsorten synger' af Linda Olsson. Aronsen 2015, 255 sider

torsdag den 7. maj 2015

'Eremitten' af Thomas Rydahl

Den ældre dansker Erhard har levet på Fuerteventura i snart 20 år. Her kører han taxi, stemmer klaverer og lever et tilbagetrukkent liv med ganske lidt kontakt til andre mennesker. Han har dog en ven: Raul og dennes kæreste Beatrix, som han jævnligt ser. En dag bliver en død baby fundet i en bil på stranden, og da politiet ikke kommer videre med deres opklaring, kan Erhard ikke lade være med at blande sig. Hans forsøg på at gøre politiets arbejde bringer ham dog hurtigt i farlige situationer. Spændingen udvikler sig ganske langsomt og bygges op af begivenheder, der først virker adskilte, men sidenhen viser sig at have en sammenhæng.
Det er forfatterens debutroman, og han vandt debutantprisen for den sidste år. Jeg var for lang tid om at læse den og tror at den vil vinde ved at blive læst lidt hurtigere. Alt opklares på de sidste 20 sider, - men da havde jeg desværre glemt nogle af de problemstillinger, der blev luftet i starten.
Men et fint portræt af en ældre mand, hans bekymringer og drømme, gør romanen til andet end en almindelig spændingsfortælling.

'Eremitten' af Thomas Rydahl. Bindslev 2014, 516 sider.